Breast Friends legatmodtagere

Pressemeddelelse, 25. januar 2010
485.000 kr. til unge brystkræftforskere
De danske brystkræftlægers faglige organisation DBCG har igen i år uddelt tæt på en halv million kr. til forskning i forebyggelse og behandling af brystkræft. Pengene er ligesom de to forudgående år indsamlet af brystkræftkampagnen Breast Friends.
Fem unge forskere har mandag den 25. januar modtaget i alt 485.000 kr. til deres forskning i forebyggelse og behandling af brystkræft. Pengene stammer fra brystkræftkampagnen Breast Friends, som i 2009 har gennemført en række forskellige indsamlingsaktiviteter. Ligesom sidste år stammer en stor del af beløbet fra aktiviteter, som blev gennemført på årets Langelandsfestival.
Uddelingen fandt sted på det årlige repræsentantskabsmøde for de danske brystkræftlægers faglige organisation Dansk Brystkræft Gruppe, DBCG, som også har stået for udvælgelsen af de fem legatmodtagere:
Læge Anja Brügmann, Aalborg Sygehus og Århus Universitet - undersøger i sit ph.d.-projekt sammenhængen mellem fire proteiner på kræftcellernes overflade, kaldet EGF-receptorerne, i den primære brystkræft og i lymfeknudemetastaser i armhulen. Bedre viden herom kan føre til en mere målrettet receptorblokerende behandling.
Læge Christina Bjerre, Rigshospitalet og Københavns Universitet - undersøger i sit ph.d.-projekt, om tilstedeværelsen af et særligt protein, kaldet TIMP-1, i kræftcellerne hos brystkræftpatienter, kan bruges til at forudsige effekten af antihormonel behandling.
Læge Louise Wichmann Matthiessen, Herlev Hospital - undersøger i sit ph.d. projekt om såkaldt elektrokemoterapi kan hjælpe de op til 10 procent af brystkræftpatienterne, som rammes af metastaser i huden.
Læge Maj Raundrup Kornø, Rigshospitalet - undersøger i sit ph.d.-projekt om en ny metode til brystbevarende operation af brystkræft kan sikre kvinderne et bedre kosmetisk resultat af indgrebet med færre komplikationer og højere grad af patienttilfredshed til følge.
Læge Marianne Lautrup, Århus Universitet - står i spidsen for et projekt, som skal indsamle og registrere information om og vævsprøver fra de omkring 6-700 danske mænd, som har været ramt af brystkræft i perioden 1980-2008. Formålet med projektet er at skabe grundlag for forskning i bedre behandling af mænd med brystkræft.
- Vi har igen i år haft et særdeles kvalificeret felt af ansøgere til Breast Friends-puljen og har som ved de tidligere to års uddelinger desværre ikke været i stand til at honorere dem alle sammen efter fortjeneste. Men vi er landet med fem legatmodtagere, som jeg er sikker på vil komme til at yde væsentlige bidrag til at sikre vores patienter en endnu mere effektiv og skånsom behandling i fremtiden, siger formand for DBCG, overlæge dr.med. Peer Christiansen, Århus Sygehus.
Breast Friends er en brystkræftkampagne initieret af medicinalvirksomheden Roche a/s. Formålet med kampagnen er at øge kendskabet til brystkræft samt indsamle penge til forskning i forebyggelse og behandling af sygdommen.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Peer Christiansen, professor, overlæge dr. med., Århus Sygehus, formand for DBCG, tlf. 89 49 75 08
Morten Wiberg, kommunikationschef, Roche a/s, tlf.: 24 88 60 31