Debatforum
Svensk lungekræftlæge på Riget:
Danmark er kommet på omgangshøjde!
Publiceret den 20. september 2009
Behandlingerne er stort set de samme, men der er alligevel meget store forskelle på, hvordan man behandler patienter med lungekræft i Danmark og i Sverige, fortæller svenske Jan Nyman, som for et halvt år siden tiltrådte en stilling som overlæge på lungekræftafdelingen på Rigshospitalet.
En næsten uundgåelig forestilling - eller måske endda et lille håb - om at skulle møde en klon eller bare et lille glimt af den vrede svenske overlæge fra Lars von Triers Riget bliver hurtigt manet til jorden, da journalisten til aftalt tid tropper op hos overlæge Jan Nyman på Rigshospitalet i København. Jan Nyman er ganske vist både svensker og overlæge på Riget, men han ligner slet ikke Stig Helmer, og han forsikrer os også straks om, at han bestemt ikke har følt nogen trang til at brøle forbandelser ud over det danske folk fra Rigshospitalets tag.
Han har til gengæld sagt ja til at give sit bud på, hvilke forskelle der møder lungekræftpatienter i henholdsvis det danske og det svenske sygehusvæsen. Det kan han gøre på baggrund af næsten 20 års virke som onkolog på Sahlgrenska Sjukhuset i Göteborg i Sverige - og et halvt års tid i sit nuværende job som overlæge på Rigshospitalet.
Danmark på international omgangshøjde
Jan Nyman afliver også meget hurtigt forestillingen om, at broderfolket hinsidan er meget bedre hjulpet end danskerne, hvis de får lungekræft. Ikke længere i hvert fald.
- For år tilbage blev vi på Sahlgrenska ofte kontaktet af danske kræftpatienter, som havde mistet tilliden til, at de i Danmark kunne få anden behandling end den sædvanlige rutineprægede serie af kemoterapi, fortæller Jan Nyman.
- Men dem ser vi ikke mere, og den generelle oplevelse af en dansk kræftbehandling, der i international sammenhæng er kørt agterud, er også fortid. Jeg tror man kan sige, at niveauet i Danmark de seneste år er blevet hævet forholdsmæssigt mere end i de fleste andre lande, og at den danske kræftbehandling derfor i dag må siges at være på international omgangshøjde.
Store kulturforskelle
En af de største overraskelser for Jan Nyman i mødet med det danske kræftbehandlingssystem er de meget forskellige kulturer i organiseringen af arbejdet på sygehusafdelingen.
- Med fare for at generalisere på et for spinkelt grundlag mener jeg, at forskellen kan beskrives ved, at det i Sverige er den enkelte speciallæge, der behandler patienten, mens det i Danmark er det lægefaglige system, siger Jan Nyman.
- På vores morgenkonferencer her på afdelingen, skal vi næsten dagligt omorganisere vores ambulatorium på grund af sygemeldinger og andet fravær af omkring 3-5 læger. Det kender vi slet ikke i Sverige. For det første tror jeg, at vi af forskellige årsager har et langt mindre sygefravær i Sverige, og for det andet er det en naturlig del af den svenske læges ansvarsområde at sørge for nødvendig back-up fra kolleger, ombookning af ambulatorietider m.m. i tilfælde af sygdom eller et planlagt fravær.
- I Danmark sørger systemet for at holde gang i den enkelte patients behandlingsforløb, mens det i Sverige er den enkelte læge, der har ansvaret, forklarer han og påpeger - måske lidt diplomatisk - at der er fordele og ulemper ved begge systemer, men det skinner igennem, at den svenske model nok alligevel tiltaler ham mest.
Personligt ansvar kontra systemansvar
- Det personlige ansvar giver mere kontinuitet og bedre mulighed for at følge med i, hvordan det går dine patienter - hvordan de reagerer på behandlingerne, hvilke komplikationer der støder til osv. I Danmark tvinges du hele tiden til at skulle læse op på journalen for at være klar til den næste patient, du går ind til.
- Jeg tror, at princippet om, at lægen følger sin patient, er muligt at praktisere i Sverige, fordi man organiserer behandlingsforløbene med færre fysiske møder med patienten. Hvis man sender en patient ud i et normalt og ukompliceret behandlingsforløb, behøver lægen ikke at være til stede hver gang - det overlades ofte til sygeplejersker, som så selvfølgelig kontakter lægen, hvis det ikke går som forventet. Det kan gøre en meget stor forskel, om du i et behandlingsforløb skal se patienten én gang eller syv gange. Og desuden klares meget af den lægelige information, der gives til patienterne i Sverige pr. telefon eller via brev, siger Jan Nyman.
Forskellen i placeringen af det lægefaglige ansvar viser sig også på en lang række andre måder.
- Selv om behandlingspaletten stort set er den samme, behandles der i langt højere grad i Danmark efter faste retningslinjer end i Sverige. Som svensk læge har du meget nemmere adgang til at improvisere og individualisere behandlingstilbuddet til den enkelte patients forudsætninger. Hvis for eksempel patientens sociale situation betyder, at standard kemoterapi i seks serier nok ikke lige er sagen, vil lægen i Sverige forsøge at individualisere behandlingen. I Danmark skal man derimod have et meget stærkt fagligt motiv for at få mulighed for at fravige standarderne, siger Jan Nyman.
Hierarkisk dansk system
- Jeg tror endda godt man kan tilføje, at der i Sverige er lidt for vide rammer for improvisation og individualisering. En konsekvens er jo i hvert fald, at det bliver meget svært at opgøre behandlingsresultaterne, når alle patienter har fået en forskellig dosis radioterapi eller forskellige medicinske behandlinger i forskellig rækkefølge, tilføjer han.
Logisk nok i forhold til det allerede fortalte, men lidt overraskende for en fordomsfuld dansker, beskriver Jan Nyman det danske system, som meget mere hierarkisk og autoritetstro end det svenske.
- Når den ledende overlæge siger noget i Danmark, bliver det sådan, mens det i Sverige som regel opfattes som oplæg til diskussion. Det er en helt anden og mindre autoritetstro kultur, som sikkert har sine fordele, men også under tiden kan være både irriterende og tidskrævende. En mellemting mellem den danske og svenske måde at afklare tingene på, vil måske være ideel, slutter han med et smil.