skip to the content

Fokus på nyrekræft

I anledning af at marts måned er International nyrekræftmåned har vi talt med overlæge, dr.med. Frede Donskov fra onkologisk afdeling på Århus Universitetshospital, om vigtigheden af at få sat fokus på nyrekræft og de seneste års behandlingsmæssige fremskridt på nyrekræftområdet.

Håndbog om nyrekræft
Nyrekræft rammer årligt mellem 600 og 700 danskere, og de seneste år er der sket markante fremskridt i behandlingen, hvilket har bevirket, at et stigende antal patienter lever med sygdommen. Det har øget behovet for information om, hvad nyrekræft er for en sygdom, og hvordan man kan leve med den.

- Herhjemme eksisterer der ingen patientforening på nyrekræftområdet, så vi var en række fagpersoner i den danske tværfaglige nyrecancergruppe DARENCA, som tog initiativ til at udarbejde en dansk håndbog for at øge kendskabet til og forståelsen for nyrekræft samt de forskellige behandlingsmuligheder, forklarer overlæge, dr.med. Frede Donskov, Onkologisk afdeling på Århus Universitetshospital. Han har siden 1999 arbejdet med behandling af nyrekræft.

Men heldigvis stod Frede Donskov og hans kolleger ikke helt på bar bund.

- Den amerikanske patientforening "Kidney Cancer Association" havde allerede udarbejdet et rigtig godt materiale, som vi fik lov til at oversætte og justere til danske forhold. Det er omfattende og meget detaljeret, og det er vores håb, at materialet vil kunne bidrage til at højne informationsniveauet hos danske patienter og deres pårørende, med det mål mere effektivt at kunne bekæmpe sygdommen, fortæller Frede Donskov.

Den danske håndbog kan downloades på www.kidneycancer.org under fanebladet Knowledge - Denmark: Vi har nyrekræft.

Nye målrettede biologiske behandlinger
De mange nye og forbedrede biologiske behandlingsmuligheder repræsenterer i følge Frede Donskov et væsentligt fremskridt på nyrekræftområdet:

- For godt 10 år siden var nyrekræftområdet - både for patienter, pårørende og behandlere - præget af dyb frustration. Vi havde reelt yderst beskedne behandlingsmuligheder, hvis sygdommen var metastaseret, det vil sige spredt sig til andre steder i kroppen. Årsagen er, at nyrekræft er en meget behandlingsresistent sygdom, så hverken kemoterapi eller strålebehandling har nogen virkning. Kun operation og immunterapi, hvor man forsøger at stimulere kroppens eget immunsystem til at bekæmpe kræften, har en behandlingsmæssig effekt.

Men i 2006 skete der noget. En række nye biologiske behandlinger, som angriber specifikke molekylære mål og derved bidrager til at hæmme eller blokere for kræftsygdommenes vækst og evne til at danne nye blodkar, begyndte at dukke op, og frustrationen blev vendt til begejstring:

- Vi kan nu tilbyde hovedparten af alle patienter en behandling. Vi har fået bedre mulighed for at give den rigtige behandling til den rigtige patient. Immunterapi er en mulig helbredende behandling, men desværre en yderst belastende behandling, som ikke alle kan tåle. De nye biologiske behandlinger har færre bivirkninger, men endnu er ingen af disse nye lægemidler så potente, at de kan fjerne nyrekræften helt. Men samlet set ser vi i rigtig mange tilfælde, at en kombination af kirurgi og immunterapi eller biologisk behandling enten alene eller i kombination har en helbredende effekt eller at kræften holder sig i ro op til flere år. Vi kan derfor hjælpe langt flere patienter end tidligere.

Centralisering og mere fokuseret kirurgi
Fordelen ved den biologiske behandling er, at den bygger på en forståelse af kræftknudens biologi og dermed er langt mere målrettet den enkelte patient. Et andet felt, som også er blevet langt mere målrettet og fokuseret i behandlingen af nyrekræft, er kirurgien. På knap 10 år har man samlet operationerne fra at blive afviklet på 45 til nu 12 centre og håbet er, at det centraliseres yderligere til 3 eller 5 centre. Der er desuden blevet udviklet bedre kirurgiske teknikker og mere skånsom kirurgi.

- Centraliseringen vil medvirke, at de enkelte kirurger vil få langt mere erfaring og dermed højne det tekniske niveau, hvilket vil komme patienterne til gode i form af bedre overlevelse slutter Frede Donskov.

  

Nyrekræft
Du kan læse meget mere om nyrekræft her

Roches produkter til behandling af nyrekræft

Avastin® (bevacizumab)
Produktresumé og indlægsseddel

 

Relevante links

DARENCA - Dansk RenalcelleCarcinom gruppe
Den danske tværfaglige nyrecancergruppe som har ansvaret for at udstikke retningslinier for behandling af nyrekræft i Danmark

Kidney Cancer Association
Den amerikanske patientforening for nyrekræftpatienter

The Kidney Cancer Journal
Kidney Cancer Associations tidsskrift om nyrekræft

Kræftens Bekæmpelse