skip to the content

International lungekræftmåned

Fokus på rygning, tidlig diagnose og bedre behandling

I anledning af at november måned verden over markeres som International lungekræftmåned, har vi talt med overlæge, dr.med. Jens Benn Sørensen fra onkologisk afdeling på Rigshospitalet om vigtigheden af at få sat fokus på lungekræft og de seneste års behandlingsfremskridt på lungekræftområdet.

– Flere danske kvinder dør af lungekræft end brystkræft.

Så enkelt er svaret, da Jens Benn Sørensen, dr.med. og overlæge på Rigshospitals lungeonkologiske afdeling, bliver spurgt, hvorfor det er vigtigt at sætte fokus på lungekræft. Han har i mere end 25 år arbejdet med og behandlet lungekræftpatienter.

– Inden for de seneste 5-6 år har lungekræft desværre overhalet brystkræft, når det gælder antallet af kvinder, som dør af deres kræftsygdom. Og samtidig ser vi også, at hyppigheden af lungekræft blandt kvinder er i stigning, hvorimod den falder lidt hos mænd.

Ifølge Jens Benn Sørensen ligger forklaringen i danskernes rygevaner – flere kvinder end mænd ryger, og de ryger mere end tidligere – og han er ikke i tvivl om, hvad budskabet skal være, når der sættes fokus på lungekræft i november måned:

– Det første budskab er uden tvivl, at rygning er farlig! Hvis ikke rygning fandtes, så ville lungekræft være en sjælden sygdom. Og det andet budskab er, at hvis man registrerer en ændring i ens lungefunktion, hostemønster mv. så søg læge, understreger han.

– Vi ser desværre, at alt for mange får stillet diagnosen for sent, dvs. når sygdommen har spredt sig til andre steder i kroppen, og dermed har en meget dårligere prognose. Vi skal blive langt bedre til at fange patienterne tidligere, så vi kan få ændret denne prognose.

Der er dog heldigvis også succeshistorier inden for lungekræft. De seneste år er der sket en stigning i antallet lungekræftoverlevere.


Fra ankel- til knæhøjde

Et af de områder, som har været med til at ændre prognosen for lungekræftpatienter i en positiv retning, er behandlingen:

– Jeg synes godt, vi kan kalde behandlingsfremskridtene inden for lungekræft en succeshistorie. Vi er helt klart et andet sted nu, end vi var for 10 år siden, fortæller Jens Benn Sørensen.

– Som udgangspunkt har lungekræftpatienter en dårlig prognose, da lungekræft sammenlignet med andre kræftformer spreder sig meget hurtigt og er mere aggressiv. Derfor er mange patienters lungekræftsygdom i et sent stadie, når sygdommen opdages. For 10 år siden overlevede gennemsnitligt kun 5 % af patienterne i 5 år – nu er tallet oppe på 10 %, så man kan sige, at vi startede i ankelhøjde, og nu nærmer vi os knæene, forklarer han.

Ifølge Jens Benn Sørensen er forklaringen på fordoblingen i overlevelsen, at det lægefaglige personale er blevet meget bedre til at stadieinddele patienterne, dvs. vurdere i hvilken grad kræften har spredt sig, og dermed give dem den mest korrekte behandling. Her er det især den øgede tilgang til PET/CT skanninger, som har været med til at forbedre stadieinddelingen af patienter.


Bedre organisering

En anden årsag er en mere optimal organisering af behandlingsmiljøet.

– Flere gange om ugen mødes jeg med lungemedicinere, kirurger, patologer, radiologer og fysiologer og drøfter alle nye lungekræftpatienter. Her stadieinddeler vi patienterne i fællesskab og bliver enige om behandlingsforløbet, og det har helt klart været medvirkende til en mere optimal behandling. Disse såkaldte multidisciplinære møder foregår nu alle steder i landet, og det så vi ikke for 10 år siden, siger Jens Benn Sørensen.

Forklaringen på den forbedrede overlevelse skal også findes i en langt mere omfattende viden om brugen af medicinsk behandling, det vil sige kemoterapi og biologisk behandling.

– Tidligere benyttede vi kun den medicinske behandling hos patienter, hvor kræften havde spredt sig. Nu benytter vi det i alle stadier af sygdommen samt efter operation som en slags forebyggelse mod tilbagefald. Vi har også fundet ud af, at ved at kombinere de medicinske behandlinger med for eksempel strålebehandling, kan vi øge muligheden for overlevelse.

Nye biologiske lægemidler

Sidst men ikke mindst har lungekræftlægerne fået en langt større palette af stoffer til den medicinske behandling. Her er det i sær de nye biologiske lægemidler, som kan hæmme kræftsygdommenes vækst og evne til at sprede sig i kroppen, Jens Benn Sørensen tænker på, og det er også disse stoffer, han har forventninger til i fremtidens lungekræftbehandling

– Vi har et langt og sejt træk foran os, men jeg er optimistisk. Der er ingen tvivl om, at fremtiden er biologisk behandling, som er skræddersyet til den enkelte patient. Vi er lige nu vidner til en accelererende udvikling med at finde nye mål for behandlingen af lungekræft, og jeg tror på, at det er en udvikling, som fortsætter.

– Jeg håber og er overbevist om, at vi om 10-15 år kan tilbyde en lang række forskellige behandlinger til lungekræftpatienter, slutter han.

Lungekræft

Du kan læse meget mere om lungekræft her

RELEVANTE LINKS

Dansk Lunge Cancer Gruppe

Den danske tværfaglige lungecancergruppe som har ansvaret for at udstikke retningslinjer for behandling af lungekræft i Danmark

Patientforeningen Lungekræft
(link til: www.lungekraeft.com)

Den danske patientforening for lungekræftpatienter og deres pårørende

Kræftens Bekæmpelse


Kræftens bekæmpelses hjemmeside om lungekræft

International Association for the Study of Lung Cancer

International forening for lungekræftforskere