Lymfeknudekræft
Hvad er lymfeknudekræft?
Lymfeknudekræft opstår i lymfesystemet, som består af milten, mandlerne, brisselen, og de bønneformede lymfeknuder, som sidder på halsen, i armhulerne, i lysken, i brysthulen, i bughulen og flere andre steder i kroppen.
Lymfeknudekræft kan inddeles i to grupper:
- Hodgkins lymfom
-
Non-Hodgkins lymfom
Hvem rammer sygdommen?
Hvert år får ca. 800 danskere konstateret lymfeknudekræft. Hodgkins lymfom udgør ca. 15 % af tilfælde af lymfeknudekræft, hvilket svarer til, at ca. 100 personer om året får stillet denne diagnose. Non-Hodgkins lymfom er den mest almindelige form for lymfeknudekræft og udgør med sine ca. 700 tilfælde årligt 85 % af alle tilfælde af lymfeknudekræft.
Der findes ca. 30 undertyper af non-Hodgkins lymfom. De kan samles i tre undergrupper, som hver især udgør ca. 1/3 af tilfældene:
- Det langsomt voksende follikulære lymfom
- Det mere hurtigt voksende storcellede lymfom
- En række sjældnere typer, som f.eks. det meget aggressive Burkitt lymfom eller lymfoblast lymfom.
Forekomsten af Hodgkins lymfom er forholdsvis konstant. Sygdommen opstår hyppigst i 20 til 40 års alderen, og lidt flere mænd end kvinder rammes.
Forekomsten af non-Hodgkins lymfom er svagt stigende. Mere end halvdelen af tilfældene af non-Hodgkins lymfom opstår efter 60-års alderen, og det ses sjældent hos personer under 20 år. Flere mænd end kvinder rammes af non-Hodgkins lymfom.
Symptomer
Lymfeknudekræft viser sig oftest ved en eller flere forstørrede lymfeknuder, der ikke er ømme, og som ikke forsvinder efter nogen tid. Derfor bør man gå til sin læge, hvis man opdager sådan en.
I starten af sygdomsforløbet, hvor sygdommen kun findes i få lymfeknuder, er der oftest ingen symptomer. Efterhånden som sygdommen udvikler sig, kan der opstå symptomer som:
- Nattesved
- Feber
- Træthed
- Almen sygdomsfølelse
- Hudkløe
- Utilsigtet vægttab over uger/måneder.
Ingen af disse symptomer er dog specielle for lymfeknudekræft og ses også ved en lang række andre sygdomme. Således kan infektioner som halsbetændelse give hævede lymfeknuder, men de er typisk ømme og forsvinder, når infektionen er ovre.
Diagnose
Den præcise diagnose for lymfeknudekræft kræver en række forskellige undersøgelser.
En vævsprøve (biopsi) fra lymfeknuden afgør i første omgang, om der er tale om lymfeknudekræft. I tilfælde af lymfeknudekræft foretages yderligere undersøgelser og eventuel behandling foregår på et sygehus.
På sygehuset gennemføres en række undersøgelser, der giver et præcist overblik over sygdommen, og hvor udbredt den er. Lægen undersøger om og hvor, der er forstørrede lymfeknuder.
Ved hjælp af bl.a. scanninger afsløres eventuelle forstørrede lymfeknuder i bug- og brysthule. Der gennemføres ligeledes en knoglemarvsundersøgelse for at afgøre, om der findes kræftceller i knoglemarven. I tilfælde af non-Hodgkins lymfom kan det være nødvendigt med endnu en vævsprøve (biopsi) for at bestemme, hvilken undertype det drejer sig om. Til sidst laves der ud fra alle disse undersøgelser en stadie-inddeling, der er et udtryk for, hvor mange steder sygdommen findes i kroppen.
Behandling
Ved Hodgkins lymfom er der gode muligheder for behandling. Den kan dels bestå af såkaldt højvoltsbestråling med røntgenstråler og medicinsk behandling i form af kemoterapi. Her gives typisk flere typer af kemo-stoffer samtidig. Den præcise behandling afhænger af sygdommens karakter, og hvor udbredt den er.
Behandlingen ved non-Hodgkins lymfom afhænger af en række individuelle faktorer, som hvilken type og hvilket stadie sygdommen er i samt patientens alder og almene helbredstilstand. Hos nogle patienter uden symptomer vælger lægen at se tiden an.
De hyppigste behandlingsformer er kemoterapi, monoklonale antistoffer samt kemoterapi kombineret med monoklonale antistoffer. Strålebehandling bruges også, enten alene eller sammen med kemoterapibehandlingen.
Ved de follikulære lymfomer er det normalt svært at opnå varig helbredelse, men sygdommen kan gentagne gange bringes i ro med behandling, så de fleste kan leve med den.
De storcellede lymfomer kan helbredes i op til 2/3 af tilfældene. Men tilbagefald ses hos nogle patienter, specielt inden for de første 2-3 år efter afsluttet behandling.
Risikofaktorer og forebyggelse
I langt de fleste tilfælde vides det ikke, hvorfor sygdommen opstår. Noget tyder dog på, at risikoen er større, hvis immunforsvaret er svækket – f.eks. i forbindelse med organtransplantation eller HIV infektion.
Læs mere på www.lymfom.dk
