skip to the content

På toppen efter cancer

På toppen af Kilimanjaro

Tilbage i 2006 fik Helle Høstrup, 51 år, en aktiv og erfaren bjergbestiger, konstateret lymfeknudekræft. Hun satte sig for at vinde over sin cancer – og gjorde det.

Efter fire måneders intens behandling blev Helle Høstrup erklæret rask, hvorefter hun gik i gang med sit projekt ”På toppen efter cancer”. 

Mellem jul og nytår i 2006 er Helle Høstrup i fuld gang med at forberede sin næste bjergbestigningstur, hvor hun skal hjælpe en gruppe unge kræftoverlevere fra Proof of Life med at bestige Kilimanjaro, da hun pludselig selv får konstateret lymfeknudekræft. Over de næste fire måneder gennemgår hun en intensiv kemoterapibehandling.

Når det er allerhårdest, finder Helle Høstrup styrke ved at tænke tilbage på, hvordan hun har fundet kræfter til at nå videre til toppen af et bjerg eller drevet sig selv videre til at fuldføre et maratonløb. Og på de gange, hun er vendt om eller udgået. Det er ikke en mulighed nu: ”Hold fast, bliv ved, giv ikke slip” bliver hendes mantraer.

Undervejs i sygdomsforløbet finder hun en styrke i sig selv, som hun ikke vidste, hun besad, og da behandlingen er veloverstået, beslutter hun sig for at holde fast i denne styrke og bruge den på at udleve en drøm. I sommeren 2008 drager hun derfor af sted til Himalaya som en del af projektet ”På toppen efter cancer”, hvor hun sammen med en ven bestiger hele fire bjerge og mere end 18.000 højdemeter på bare syv uger.

Tilbage i Danmark holder Helle Høstrup foredrag, hvor hun fortæller sin historie for at give håb og inspiration til mennesker med kræft inde på livet, og hun håber på at komme af sted igen og udleve endnu flere drømme.

 

Roche støtter projektet ”På toppen efter cancer”, fordi vi gerne vil bakke op om projektets formål – at inspirere mennesker, der bliver ramt af alvorlig sygdom, til at komme videre i livet og lægge sygdommen bag sig.

Læs mere om ”På toppen efter cancer”.