Debatforum
UDGIFTERNE TIL DEN NYE KRÆFTMEDICIN:
Selvfølgelig har vi råd - men vi må ikke pjanke vores penge væk
Publiceret december 2009
Udgifterne til hospitalsmedicin vokser stabilt med omkring 800 mio. kroner om året. Med særligt fokus på kræft- og gigtmedicin er udgiftsstigningerne på hospitalsmedicinen i pressen blevet kaldt for "en bombe under velfærdsstaten". Ida Sofie Jensen, koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen, og Jakob Kjellberg, sundhedsøkonom og seniorprojektleder fra DSI Dansk Sundhedsinstitut, har markeret sig på hver sin side i debatten om udgifterne til den nye hospitalsmedicin. Perspektiv & debat bragte dem sammen for at finde ud af, hvor stor uenigheden egentlig er.
Ida Sofie - Årlige udgiftsstigninger på 800 millioner kroner er et stort tal. Det er evident. Men husk på, at flere danskere i dag bliver behandlet, som slet ikke blev behandlet tidligere. Og med ny virkningsfuld medicin. Se på kræftområdet. I dag lever kræftpatienter længere takket være den medicinske
teknologi, og derfor stiger udgifterne naturligvis også.
Jakob - Jeg er grundlæggende ikke uenig. Mit udgangspunkt er blot, at det er mange penge, der skal findes finansiering til. Jeg har intet imod at bruge
mange penge på medicin - hvis blot afkastet er godt nok.
Ida Sofie - Da jeg blev ansat som sygehusdirektør på Herlev Sygehus i 1998, sagde vi til kræftpatienterne på et givent tidspunkt, at de skulle tage hjem, drikke lidt rødvin og hygge sig, for der var ikke mere, vi kunne gøre. Den danske kræftbehandling var dengang - og det er altså ikke mere end ti år siden - under al kritik. Vi var bagefter. De udgiftsstigninger, vi snakker om, skyldes blandt andet, at vi har et stort efterslæb. I dag tilbyder vi innovative, banebrydende behandlinger. Og det koster altså.
Jakob - Vi var helt sikkert bagefter på kræftområdet. Det viser alle tal jo også. Men vi bør investere skattekronerne der, hvor afkastet er bedst. Er det eksorbitant dyre biologiske behandlinger, der forlænger livet for terminale lungekræftpatienter med få uger eller måneder? Eller får vi mere for pengene ved at investere i billeddiagnostisk, tidlig opsporing, screening, kirurgi eller mere fokus på rygning?
Paradigmeskifte
Ida Sofie - Man skal adskille tingene. Det er ikke et enten-eller, for vi har fået et paradigmeskifte i den danske kræftbehandling. Patienterne behandles i længere tid og mere potent. Og her har medicinen altså betydet rigtig, rigtig meget. Når læger får nye produkter til rådighed, der giver blot lidt længere
overlevelse, så skal sundhedsøkonomer ikke sætte spørgsmålstegn ved, om de er pengene værd. Det bør være en lægefaglig vurdering, hvad der er værdifuldt. På Herlev Sygehus fik vi et nyt stof til behandling af kræft i bugspytkirtlen, hvor den første dokumentation viste, at patienterne ville leve fem-seks uger længere, men da vi gav det til de midaldrende mænd viste det sig, at de levede to år længere. Mange af disse præparater er så nye, at vi slet ikke kender omfanget af effekten og det fremtidige potentiale.
Jakob - Uanset hvad du siger, så er det altså en politisk diskussion. Og politikerne burde melde nogle rammer ud, så man kan se betalingsvilligheden. Jeg mener grundlæggende godt, at man kan sige nej. At nogle behandlinger er for dyre. Det er et fair politisk statement. Jeg siger ikke, at vi skal gøre det. Jeg siger blot, at det ville være fair. Der må være nogle rimelighedsbetragtninger i, hvad vi som samfund ønsker at betale.
Ida Sofie - Man kan da ikke sige nej til en patient, hvis tilbuddet eksisterer. Ingen politiker tør sige til en døende patient, at de ikke må få en effektfuld livsforlængende medicin. Derfor vil den prioritering blive sendt ned i systemet til lægen, der så skal sige nej til en behandling, som han faktisk ønsker at tilbyde. Det vil og må aldrig ske. Jeg er med på, at vi kan se på arbejdsgange, priser og forbrug. Men vi kan ikke sige nej til godkendt, sikker, effektiv medicin ud fra nogle økonomiske betragtninger. Det er akademisk skrivebordssnak.
Jakob - Det gør man da allerede mange steder i dag. Se på USA. Og se på England, hvor sundhedsvæsenet minder meget om vores eget system. De siger i et eller andet omfang nej. Jeg siger ikke, at eksplicit prioritering er vejen frem. Men det kan det blive, hvis noget bliver så urimeligt dyrt, at vi ikke vil finde os i det. Derfor er truslen om et nej en måde, at pressen prisen på. Køber man uanset, om prisen er en milliard eller en million, så vil man overhovedet ikke kunne begrænse medicinudgifterne, så selvfølgelig har samfundet ret til at sige nej.
Ida Sofie - Det er lande med forsikringsbaserede systemer, hvor man siger nej. Og nej til en behandling vil medføre ulighed, som vi i Danmark aktivt forsøger at bekæmpe. For de rige skal nok få den bedste behandling. Derfor vil det være udansk at sige nej, hvis vi har behandlingen, blot fordi den er dyr.
Jakob - At det skulle være udansk, er noget nonsens. Det er i sidste ende en politisk vurdering. Hvad der er udansk i år, er om ti år måske meget dansk. Vi giver i dag skattefradrag til private sundhedsforsikringer, som ikke alle har adgang til, og det var udansk indtil for få år siden.
Ida Sofie - Skal vi ende i en situation, hvor lægen står med en virksom medicin, og så må sige nej til patienten? Det må ikke ske. Jakob - Men det sker jo hver dag. Via rammebudgetter bliver lægen tvunget til at prioritere. Sådan har vi da sagt nej til mange patienter gennem tiden.
De små skridt er vigtige
Ida Sofie - Medicinsk set oplever vi i disse år et nyt paradigme. Mange af de biologiske lægemidler behandler hidtil ubehandlede sygdomme - med en hidtil uset effekt. Men tilgangen af biologiske behandlinger er ved at flade ud, fordi de fleste af de relevante patienter har fået glæde af den nye medicinske teknologi. Men det her paradigme vil blive afløst af et nyt paradigme på et andet terapeutisk område. Derfor er det vigtigt, når vi taler om innovation og udvikling, at vi ikke stopper. Fremskridt kommer i bølger, i små skridt, hvor ét skridt kan føre til et andet. Derfor er det farligt, når man siger om medicin, "det dur ikke, det er for dyrt".
Jakob - Jeg er ikke uenig, men man skal bare være sig bevidst, hvornår man så gør noget i et forsknings- og udviklingsperspektiv, og hvornår man gør noget i behandlingsperspektiv.
Ida Sofie - Mener du ikke, at vi burde opsætte nationale behandlingsmål, hvor vi siger, at vi på X antal år skal have nogle konkrete behandlingsresultater, som man eksempelvis har set i Sverige?
Jakob - Det ville være fint, hvis det var på områder, hvor vi beviseligt er bagefter, og hvor vi ved, hvilke instrumenter vi skal bruge for at nå målet.
Ida Sofie - Det er ikke blevet gjort, fordi vi i årevis har styret sundhedsvæsenet via økonomien. Tankegangen blev etableret med rammestyringen i 1980'erne og varede næsten til årtusindskiftet. En arbitrær ramme sat ud fra nogle samfundsmæssige økonomiske hensyn. I årevis havde man en nulvækst. Det har været katastrofalt for kvaliteten på sygehusene, at de blev styret ud fra økonomi og ikke sundhedsfaglige målsætninger. Nu går det bedre. Kræft- og hjerteplanerne er udtryk for politiske og sundhedsmæssige målsætninger, hvor vi benchmarker os med andre lande. Dermed bliver det til investeringsområder, der løftes over en årrække.
Jakob - Enig. Men dengang var vi i en økonomisk situation, hvor vi pinedød blev nødt til at se på husholdningsbudgettet. Og det er vel stadig rimeligt, at vi går ind og ser på, om vi betaler for meget for eksempelvis medicinen. Vi skal vel ikke betale mere end andre lande?
Ida Sofie - Det gør vi heller ikke. De danske medicinpriser ligger på gennemsnittet af priserne i de lande vi normalt sammenligner os med. Samtidig har Danmark en selvstændig, national lægemiddelindustri, som vi får rigtig meget velfærd fra grundet eksporten. Det er en industri, der skaber vækst, forskning og udvikling.
Jakob - Det er fair, hvis man tør sige, som du gør, at vi har en industri, der bidrager meget til samfundsøkonomien, hvorfor den ikke skal generes. Så skal vi bare ærligt sige, hvorfor vi så ikke får den absolut laveste medicinpris. Det får de i Norge, hvor de ikke har disse industrihensyn.
Ida Sofie - Som et af verdens rigeste lande vil det virke uetisk, hvis vi skulle have Europas billigste priser. Prisen afhænger også af løn- og distributionsomkostninger. Danske medicinpriser skal ligge på et rimeligt niveau. Det kan vi med rette forvente. Nøjagtigt som det senest er dokumenteret med Sundhedsministeriets prisanalyse fra maj.
Jakob - Det er en sær etik, hvis man mener, at det er uetisk at gå efter den billigste pris.
Ida Sofie - Vi skal huske, at der ligger forskning og udvikling bag. Det er en 'freerider'-tilgang, hvis man ønsker at høste resultatet af andres udvikling, men ikke selv vil bidrage. Netop lægemiddeludvikling skaber dynamik og værdi i Danmark, så vi kan klare os på trods af begrænsede naturlige ressourcer.
Industri nedsætter frivilligt prisen
Ida Sofie - Vi har i prisaftalen mellem sundhedsministeriet og Lif valgt at sænke prisen på hospitalsmedicin med fem procent næste år, fordi området har haft en meget stor vækst. Da sundhedsvæsenet ikke er underkastet almindelige markedsmekanismer, gælder særlige vilkår. Med prisaftalen rækker vi hånden ud og tager vores del af ansvaret. Ellers kunne man frygte at komme i en situation, hvor man igen må sige til patienterne, at vi ikke har råd til behandling, og det må ikke ske.
Jakob - Det er klart den rigtige vej at gå. Vi vil se endnu dyrere medicin i fremtiden, langt dyrere end de kræftlægemidler, som vi her taler om. Det betyder, at vi ikke i al evighed kan betale alt for alle. Derfor bør man også overveje den engelske trial-and-error-model, hvor industrien selv betaler for en del af behandlingen, hvor patienterne ikke opnår respons. Industrien skal tage et medansvar, særligt når vi går fra kemiske produkter til få tusinde kroner per patient til biologiske behandlinger til flere hundrede tusinde kroner.
Ida Sofie - Jeg tror på den danske model, hvor vi ud fra MTV-vurderinger ser den medicinske teknologi i sammenhæng med hele organisationen og de afledte effekter. Vi har i generationer kunnet håndtere det her system, hvor alle får den rette behandling, og samfundet betaler. Det skal vi fastholde.
Jakob - Det er vel også kun journalisters behov for vinkler, der får dem til at udnævne medicinudgifterne til at være en bombe under vores velfærdssystem. Selvfølgelig kan vi finansiere det, men vi må ikke pjanke vores penge væk.